Carolina M. & Søren K. - Frederiksberg

Carolina M. & Søren K.

“Vi kontaktede Niels, fordi vi ønskede et ekstra værelse i vores lejlighed. Vi havde en stor stue, men var i tvivl om, hvordan vi skulle dele stuen op og indrette den resterende stue, så den fortsat føltes rummelig.

Niels kom og så på lejligheden, målte op, tog billeder og lyttede til vores ønsker og forventninger. Han tegnede efterfølgende en skitse af vores stue i de rigtige måleforhold, kom med konkrete forslag til møbelindkøb og indretning. Han lavede også små, flytbare møbelfigurer, så vi kunne foretage variationer og se, hvordan det ville se ud.

Vi endte stort set med at følge Niels’ oprindelige forslag og er meget glade for resultatet. Vi har fået et nyt værelse, som vi er glade for, og en stue, der på trods af den objektivt set mindre størrelse virker mindst lige så rummelig, som den var før. En anden gevinst var, at vi uden tvivl er endt med at spare penge på at kontakte Niels. Han formåede at finde møbler, der passer enormt godt ind i vores lejlighed, til færre penge, end vi selv ville have været i stand til.

Ud over at være fagligt dygtig er Niels også hjælpsom ud over det forventelige. Han hjalp os fx med at finde en tømrer, der kunne sætte en gipsvæg op – og kom endda selv med på besøg, da tømreren første gang var forbi for at se lejligheden. Endelig skal det siges, at Niels er en meget behagelig person, og vi kan uden tøven anbefale ham.”